Thrive-program for børn med emetofobi

Vi har nu individuelle forløb og gruppe-forløb for de børn der lider af angst for at kaste op, eller at andre skal kaste op.

Det kan være relevant, hvis angsten handler om at sikre sig, at de ikke kan risikere at blive smittet, spise mad de frygter er for gammel, eller blive køresyg. Og hvis de har svært ved at være væk fra hjemmet, sove, sidde i et klasselokale, eller er bange for at være væk fra tryghedspersoner, fordi de frygter at få kvalme eller ligefrem kaste op.

Vi arbejder med manualen fra Thrive-programmet ‘Overvind din emetofobi, og lær at trives’, der tager hånd om de mange aspekter der er ved emetofobi.

Thrive-programmet er udviklet i England af terapeut Rob Kelly (se www.thriveprogramme.org), og har et specifikt forløb for emetofobi. Manualen til børn og teenagere er nu blevet oversat til dansk.

Vigtigt at nævne; der er ingen eksponering. Vi arbejder med at lære sine egne tankemønstre at kende, at ændre tankerne og overbevisningerne, med at forstå hvordan emetofobi opstår, og med at fokusere på positive erfaringer og styrke selvværdet.  Alt i barnets eget tempo. Det er vigtigt at det er barnet selv, der gradvist begynder at ændre sine tanker, udfordre dem og herved slippe emetofobien og trives bedre.

Forløbet er over 8 uger, med evt. opfølgnings-samtaler.

Det varetages af Heidi Lollike Lund
Cand. Comm. og Thrive-konsulent under uddannelse
(Har selv gennemført programmet med sit barn med emetofobi).

Priser:

Individuel konsultation: 700,-
Gruppekonsultation: 500,-

Udtalelser om forløbet:

Vi henvendte os til Cool Kids vedrørende vores datter Almas emetofobi og blev henvist til Heidi og Thrive programmet. På det tidspunkt var vores datter også bange for at dø og kunne ikke falde i søvn. Det som fyldte mest var dog frygten for at kaste op og viste sig mest når hun skulle sove og indimellem ved en frygt for at blive syg af maden. Alma var derudover en velfungerende pige.

Relativt hurtigt fik Alma det bedre, hun fik nemmere ved at falde i søvn om aftenen og holdt op med at stille os “sikkerhedsspørgsmål”, som at vi skulle love hende at hun ikke kastede op. Også maden holdt hun op med at bekymre sig om i forhold til datomærkning og udløbsdatoer.
Inden programmet var slut oplevede Alma ikke længere frygt for at kaste op i dagligdagen.

Heidis formidling af stoffet har været super børnevenligt. Med sit tillidsfulde og rolige væsen har Heidi skabt en meget nærværende og fin stemning under sessionerne og programmet og opgaverne er blevet formidlet med en altid livsklog og anerkendende måde både overfor børnene og os som forældre.

Mange hilsener
Thomas og Kristina, forældre til Alma på 10 år

Christian har haft stor gavn af programmet for emetofobi.

Både enkel og gruppe samtaler.

Christian og vi som familie er nået rigtig langt og det havde vi ikke kunne klare uden programmet. Christian er blevet en gladere dreng og har igen mod på at gå i skole og være sammen med hans kammerater

Lise, mor til Christian, 12 år 

Da vi startede i forløbet kom vi med en pige, der havde svært ved at falde i søvn i sin egen seng og som havde haft en række angstanfald relateret til frygt for at kaste op. Vores datter var hele tiden meget opmærksom på om alle omkring hende var raske. Hun spurgte ofte om man kunne blive syg af det ene eller det andet. 

Efter at vi er kommet igennem forløbet, sover vores datter i sin egen seng uden problemer, hun tænker stort set aldrig på at blive syg, og hvis hun gør, så har hun fået styrke til at bruge de redskaber, som programmet tilbyder. 

I starten var vi lidt bekymrede for, om vores 7-årige datter var for lille til at forstå programmet, men det er gået rigtigt fint. Heidi havde en rigtig god kontakt til vores datter.

Redskaberne vi fik igennem programmet, kan bruges igen, hvis der skulle opstå noget igen, men også hvis der skulle opstå andre problematikker i forhold til selvværd og selvbillede

Vi anbefaler bestemt dette forløb. 

Vi er meget glade for at vi mødte Heidi på det rigtige tidspunkt.

Forældre til pige på 7 år.

Bertram har altid været en lidt følsom dreng der tænker meget over tingene. Foråret op til han skulle starte i skole så vi de første symptomer på angst hos Bertram. Angsten udviklede sig hen over de næste 3 år. Lige inden vi søgte hjælp, var han konstant overopmærksom på alle fornemmelser i kroppen og han kunne på dårlige dage komme og spørge hver 10. minut om han kunne blive syg af at have rørt et eller andet og om han skulle kaste op. Han var meget opmærksom på den mad han spiste – selv en lille mel- “prik” kunne sætte bekymringerne i gang hos ham. I skolen var han ofte ude fra timerne og sad hos skolelederen. Drengevennerne gav langsomt slip på ham da han ofte ikke ville være med i legen eller kom sent ud til frikvarteret fordi han lige skulle sikre sig hos sin lærer at han ikke var syg.

I april startede han op på ”The thrive programme” hos Cool Kids i Roskilde. I starten blev han overvældet over øvelserne fordi det kom så tæt på. Han arbejde benhårdt med øvelserne og vi brugte programmets retorik i hverdagen når angsten meldte sig. Sidst i august havde vi den sidste samtale i Cool Kids. Der var nu kun utrolig lidt tilbage af emetofobien. Efter råd fra en helsekostforretning og research på nettet startede op på Magnesium L-Threonate og det tog det sidste. Vi kan nu side ved aftensmaden og Bertram og hans lillebror kan side og joke med at kaste op uden at det tricker noget overhovedet for ham. Vi er så taknemmelige og stolte!

Kh Karen, mor til Bertram, 9 år

Hvordan det har været at leve med Emetofobi, af Emma 14 år

Jeg begyndte at have angst da jeg var omkring 9-10 år. Jeg husker at det startede med at jeg var bange for at blive syg og kaste op og spurgte min mor om man kunne gå gennem livet uden at blive syg.
Jeg havde ikke lyst til at spise, især ikke kød og mad som jeg ikke var sikker på var tilberedt ordentligt.
I starten var det ikke altid at jeg var bange for at blive syg, men med tiden blev det mere og mere svært. Da jeg havde det allerværst, kunne jeg ikke overskue at gå i skole. Jeg var helt sikker på at blive syg derhenne og kaste op. Jeg blev derfor tit hjemme, fordi jeg var rigtig bange og ked af det og ikke havde noget overskud til at huske hvad jeg lærte i skolen. For at jeg ikke skulle gå glip af for meget, tog min mor ofte med mig for at støtte mig.
Det var en stor indvendig kamp og meget angstprovokerende, hvis jeg skulle tage hjem til venner, familie, tage på café med vennerne, skulle ud at rejse eller blev sat i situationer, som jeg ikke var vant til. For sæt jeg blev syg og skulle kaste op.
Jeg var også bange for om folk var syge og kunne smitte mig.
Jeg var mest tryg derhjemme, men også der kunne jeg få angst og jeg har haft mange nætter hvor jeg ikke har kunnet sove pga. angsten for at blive syg og kaste op – ofte hvis jeg skulle noget dagen efter som jeg glædede mig til eller var nervøs for. Eller hvis dagen havde været for udfordrende.

Jeg følte mig ofte ked af det indeni og følte mig til besvær, fordi jeg oplevede at der hele tiden skulle tages hensyn til mig, fordi jeg ikke kunne mange af de ting, som andre på min alder kunne.
Jeg følte mig anderledes og syntes ikke der var nogen der forstod mig.
Jeg var irriteret fordi jeg følte mig ”fanget” og ikke kunne gøre hvad jeg havde lyst til. Jeg ønskede jo bare at være en helt ”almindelig” pige.

Sådan har det været at arbejde med programmet.

Det var svært og hårdt i starten, fordi jeg skulle udfordre mig selv. Samtidig var det rigtig svært at tro på at Heidi og programmet kunne hjælpe mig, da jeg før havde prøvet mange andre ting, der ikke hjalp mig.
Men programmet var ret let at gå til og det der skulle læses og de opgaver der skulle løses var lige tilpas til, at det ikke blev for uoverskueligt. Teksterne og øvelserne gav mig en bedre forståelse for hvorfor jeg reagerede som jeg gjorde og hvad jeg kunne gøre for at overvinde angsten.

Det var vigtigt at finde balancen mellem at udfordre mig for meget og for lidt. Hvis jeg udfordrede mig for meget, så fik jeg angst og udfordrede jeg mig for lidt, rykkede jeg mig ikke.

Sådan har jeg det i dag.

Jeg er nået rigtig langt med min emetofobi..Jeg mærker ikke særlig meget til min angst i dagligdagen og ser ikke længere mig selv som en der har emetofobi. Jeg føler mig for det meste fri til at kunne gøre hvad jeg vil og når jeg vil det. Jeg kan tage ud med venner og tage på besøg. Jeg spiser hvad jeg har lyst til og har ikke problemer med at spise ude mere.
Jeg har desuden fået meget mere selvtillid og overskud, er blevet mere glad og det har bl.a gjort at det går rigtig godt i skolen.

Selvfølgelig oplever jeg stadig indimellem at have angst, men forskellen er nu at jeg ved hjælp af programmet og de forskellige teknikker, kan mindske min angst eller helt få den til at forsvinde. 

Emma 14 år

Wilhelm er otte år, og i vinterferien 2017 kulminerende hans emetofobi. Vi vidste bare ikke, at det var det, han led af. Vi vidste bare, at han – og vi som familie – havde brug for professionel hjælp til at tackle det. I løbet af en dag spurgte han over 40 gange: ”Skal jeg kaste op? Skal jeg kaste op?”. Han hyperventilerede og greb vores arme, mens hans negle borede sig ind i huden: ”Hjælp mig! Hjælp mig!” råbte han igen og igen, mens panikken lyste ud af øjnene på ham. 

Op til vinterferien havde han gradvist fået det værre. Især i skolen. Han var flere gange blevet ringet hjem. I begyndelsen troede lærerne, at han vitterlig havde ondt i maven, når han begyndte at snakke om det og græde.

Når vi kigger tilbage, har der over årene været flere tegn på, at Wilhelm har emetofobi: Han har i flere situationer været bange for kaste op (blandt andet under bilkørsel), han vil kun spise bestemt mad, han frygter rigtig mange ting. Det har ikke altid været sådan, men det er gradvist blevet værre og værre med årene. 

Efter at have været i behandling hos Cool Kids og fulgt Thrive-programmet ved Heidi Lollike Lund har Wilhelm fået det markant bedre. Emetofobien fylder meget mindre i hans hverdag, og der er blevet langt flere gode end dårlige dage. Hans humør er forbedret, og han har mere gå-på-mod. Han kan stadig have nogle mindre udfald, men det er nemmere at komme tilbage til en normal tilstand igen. 

Hans tankegang er justeret, så han ikke længere tænker stærkt negativt takket være behandlingen og øvelserne. Som forældre har vi talt om, at han skulle ”om-programmeres”. Det lyder måske lidt voldsomt, men det er faktisk det, som er sket. Wilhelms personlighed har ikke ændret sig, mens tilgang til hverdagen og nye udfordringer er forbedret. I stedet for konstant at fokusere på, hvad der kan gå galt, er han i stedet begyndt at tænke over, hvad der kan gå godt. Vi har groft sagt fået en gladere dreng ud af det. 

Sessionerne hos Heidi har været meget vigtige, da Wilhelm – og vi som forældre – kunne gennemgå ugens øvelser, og Wilhelm kunne opnå anerkendelse for sine fremskridt. Det har betydet meget, og Wilhelm har ikke været ked af at skulle afsted til sessionerne en eneste gang. 

I forløbet er hans selvtillid bygget gradvist op, og han har fået mere mod på at prøve nye ting og ikke mindst konfrontere ting, som han tidligere frygtede eller bekymrende sig om. Det har været fantastisk at opleve de store fremskridt i hans trivsel. 

Mange hilsner

Mette og Tommy, forældre til Wilhelm